Roskilde Museums hovedudstilling har til huse i to af Roskildes markante historiske huse.
Liebes Gård
Den smukke røde murstensbygning Sankt Ols Gade 18 er oprindelig opført af købmand Jacob Borch omkring år 1800. Købmandsstanden hørte da til byens absolutte elite, og det har krævet midler at opføre huset. Navnet Liebes Gård stammer fra familien Liebe, der i to generationer beboede bygningen, inden den i 1900 arvedes af kommunen. Siden 1930 har den huset Roskilde Museum.
Sukkerhuset
I tilbygning til Liebes Gård ligger Sukkerhuset med sine gule tegl. Som navnet angiver, blev huset i 1761-63 opført med sukkerproduktion for øje. I dag er det den eneste bevarede sukkerraffinaderibygning fra den periode i Danmarkshistorien, hvor store mængder rørsukker blev hjemfragtet til København fra plantagerne på de dansk vestindiske kolonier. Sukkerproduktionen ophørte allerede 1789.