NB ARRANGEMENTET ER DESVÆRRE AFLYST

Vi forventer at kunne arrangere det på Frederikssund Museum senere på året i stedet. Hold øje med frederikssundmuseum.dk.

Ved Tollerup er udgravningerne stadig i gang – her har museets arkæologer gjort spændende fund fra oldtid og middelalder, der tyder på, at landsbyen har haft en mere central rolle i historien, end man havde forestillet sig! Vi giver dig de seneste erfaringer fra felten med museets nye foredragsrække.

Ny foredragsrække på Roskilde Museum: Erfaringer fra felten
Med ”Erfaringer fra felten” deler Roskilde Museum ud af den store viden, der ligger hos museets egne medarbejdere. Det er viden, der er indsamlet i felten og i det daglige arbejde af både arkæologer, nyere tids kulturhistorikere, samlings- og konserveringsmedarbejdere. Kom tæt på din lokalhistorie og få en personlig indføring i museets undersøgelsesvirksomhed – direkte fra hestens mule.

Nyeste resultater fra udgravningerne ved Tollerup
Første gang skal vi have dugfriske resultater fra de spændende udgravninger ved Tollerup, som i skrivende stund stadig er i gang. Arkæologerne Gunvor Christiansen og Astrid Wolff-Jensen, der leder udgravningerne, fortæller om deres arbejde ved Tollerup. De medbringer også en række fund, som de viser frem – og som noget helt særligt får publikum mulighed for selv at få fundene i hænderne. Udgravningerne byder på overraskende resultater: Arkæologerne forventede at finde en landsby fra ældre middelalder. Men deres fund satte lokaliteten i et helt nyt lys! Et spektakulært fund af nogle store ruiner fra sidste del af middelalderen peger i retning af, at landsbyen har haft en vigtigere og mere central betydning, end man havde regnet med. Den teori bakkes op af en skriftlig kilde, som nævner Tollerup. Kom og hør om de sjældne fund og de spændende resultater, og grib chancen for at stille spørgsmål til de fagfolk, der forvalter din lokalhistorie.

PROGRAM:
Kl. 19.00-19.05: Velkommen
Kl. 19.05-20.05: Foredrag om udgravningsarbejdet
Kl. 20.05-20.20: Pause
Kl. 20.20-20.30: Præsentation af genstandsgrupper og medbragte fund
Kl. 20.30-21.00: Kom tæt på fundene og stil spørgsmål
Kl. 21.00: Tak for i aften

Tid, pris, sted
5. september 19-21
Roskilde Museum, Sankt Ols Stræde 3, 400 Roskilde
75 kr. Billetter kan købes på Billetto.dk. Fra 1. september desuden i butikken på Roskilde Museum.
Roskilde Museum, Sankt Ols Stræde 3, 400 Roskilde

Til top
post-3027

Foredrag: Tunestillingen

BEGIVENHED

… og forsvaret af Sjælland under 1. verdenskrig. 7. november kl. 19:00 – 21:00. Under 1. verdenskrig stod den største hær, Danmark nogensinde har haft, på Sjælland. I 1915 påbegyndtes Tunestillingen – ”Sjællands Dannevirke” – som gennemskar landskabet fra Køge Bugt over Tune til Roskilde Fjord ved Veddelev. I dag er skyttegravene væk, og det er næsten kun Mosede Batteri, der endnu kan ses i landskabet. Hvordan var soldaternes hverdagsliv i stillingen; hvordan påvirkede den massive militære tilstedeværelse livet på Sjælland og indbyggerne i lokalsamfundet; og hvad var tankerne bag opførelsen? Tunestillingen var i samtiden meget kontroversiel og det store samtaleemne, ikke mindst i Roskilde, hvor man mente, at skyttegravene blev gravet på “den forkerte side” af Sjællands næststørste by. Ser vi ud over landets grænser, bliver det store spørgsmål, om det hele var forgæves, eller om det netop var invasionsforsvaret, herunder Tunestillingen, der præventivt forhindrede et angreb på Sjælland og en besættelse af Danmark?Foredragsholder er ph.d. Kristian Bruhn, museumsinspektør, Mosede Fort, Danmark 1914-18.
Tid, pris, sted
7. november, 19-21
75 kr., kan købes i Roskilde Museums butik og på Billetto.dk
Roskilde Museum, Skt. Ols Stræde 3, Roskilde

post-3779

Foredrag: Risø 60 år

BEGIVENHED

5. december 19-21: GRØN ENERGI TIL OS ALLE? FØR, NU OG I FREMTIDEN. Dobbeltforedrag om seks årtiers stræben efter at gøre det umulige muligt inden for vedvarende energi. I anledning af Risøs 60-års-jubilæum inviterer Roskilde Museum den 5. december til en aften med Risø-forskerne Anne Hauch og Niels-Erik Clausen. Hør, hvor langt forskningen er i dag, og hvordan vi kom hertil – og få et kig ind i fremtiden. Læs mere her.

post-3744

Nisseværksted og nissehistorie

BEGIVENHED

I hele december måned kan du komme i julehumør på Roskilde Museum, når museet åbner op for nissehistorier og juleværksted.

Nissehistorier
Hvad er en jul uden nisser? Bliv klogere på historiens nisser, når Roskilde Museum inviterer hele familien til julehygge. Hør om vikingetidens vætter, om den hidsige nisse og den hjælpsomme gårdbo. Hjælp kirkenissen med at klare nogle af dens mange opgaver, og se, om du kan løse den bogstavballade, som sætternissen har lavet.

Nisseværksted
De tre første tre adventssøndage i december kan du også besøge museets hyggelige julestue og lav din helt egen julenisse til at tage med hjem.

Tid, pris, sted
Nissehistorier: 1. december – d. 1. januar. Alle dage kl. 10-16 i museets åbningstid
Nisseværksted: 2., 9. og 16. december kl. 10-14
50 kr. Gratis for børn.
Roskilde Museum, Sankt Ols Stræde 3

post-3739

1918/19: Den fejlslagne fred efter Første verdenskrig

BEGIVENHED

Foredrag arrangeret af Roskilde Museumsforening den 27. november 2018 kl. 19.30. Auditoriet på Rådhuset, Rådhusbuen 1, 4000 Roskilde. Den 11. november 1918 sluttede Første Verdenskrig – en af historiens største og mest betydningsfulde militære konflikter. Trekvart år senere blev krigsafslutningen omsat i en række fredsaftaler, hvoraf den mest kendte er Versaillestraktaten, der kraftigt stækkede Tyskland som stormagt. Freden holdt dog ikke mere end tyve år, før en endnu voldsommere krig – Anden Verdenskrig – brød ud.

”Krigen, der skulle ende alle krige” – som det hed sig i samtiden – fik konsekvenser for hele kloden og resulterede i både revolutioner, koloniale frihedskampe, folkedrab og et Europa præget af en række ustabile stater. I foredraget taler Niels Bo Poulsen med udgangspunkt i krigsafslutningen om de mange følgevirkninger som Første Verdenskrig havde, og han diskuterer, hvorfor det ikke lykkedes at etablere en bedre og mere stabil verdensorden efter krigen.

Aftenens foredragsholder er Niels Bo Poulsen, militærhistoriker og chef for Forsvarsakademiets Institut for Militærhistorie, Kulturforståelse og Krigsteori. Han er forfatter til en række bøger og artikler om krig og militære forhold. Han udgiver i oktober 2018 bogen Fra verdenskrig til borgerkrig. Østfronten 1914-1924 set med danske øjne som er forfattet sammen med Claus Bundgård Christensen og Martin Bo Nørregaard.

Tid, pris og sted
27. november 2018 kl. 19.30
25 kr. Gratis for medlemmer af Roskilde Museumsforening og Historisk Samfund.
Auditoriet på Rådhuset, Rådhusbuen 1, 4000 Roskilde.

Foto: William Orpen: The Signing of Peace in the Hall of Mirrors, Versailles, 28th June 1919. Kilde Wiki Commons, Public Domain

Åbent i dag
d.17-11-2018
11.00-16.00