Dobbeltforedrag om seks årtiers stræben efter at gøre det umulige muligt inden for vedvarende energi. I anledning af Risøs 60-års-jubilæum inviterer Roskilde Museum den 5. december til en aften med Risø-forskerne Anne Hauch og Niels-Erik Clausen. Hør hvor langt forskningen er i dag, og hvordan vi kom hertil – og få et kig ind i fremtiden.

Der er rigeligt med vedvarende energi, og vi er blevet gode til at ’høste’ den. Næste skridt er at finde ud af, hvordan vi effektivt konverterer og lagrer den grønne el. Og netop dét problem arbejder lektor, ph.d. Anne Hauch fra DTU Energi med til daglig.
I første del af dobbeltforedraget ’Risø 60 år’ fortæller hun om de teknologiske løsninger, hun forsker i. Med udgangspunkt i Risøs historie vil hun undersøge spørgsmålet om vedvarende energi. For er der energi nok til os alle – og kan vi overhovedet udnytte den? Anne Hauch taler om sit forskningsarbejde med afsæt i Risøs historie – om atomfysikeren Niels Bohr og ingeniøren Haldor Topsøes roller i Risøs opstart, grundlaget for oprettelsen og interessen for en fredelig udnyttelse af kernekraften.

Vindkraft – fra græsrødder til milliardindustri
I aftenens anden del vil lektor Niels-Erik Clausen fra DTU Vindenergi belyse den fantastiske historie om vindenergiens udvikling i Danmark: Fra græsrodsbevægelser i 1970’erne til en stor, etableret vindmølleindustri med en trecifret milliardomsætning.
Efter oliekrisen i 1970’erne begyndte en række græsrodsbevægelser i Danmark at arbejde med vedvarende energi. På Risø begyndte en lille gruppe af unge ingeniører at arbejde med vindenergi. Da atomkraft i midten af 1980’erne blev taget ud af den danske energiplan, begyndte Risø en omstilling fra kernekraft til vedvarende energi. I dag er vindmølleforskningen på Risø inde i en spændende udvikling. Vi skal se nærmere på vindenergiens betydning for det danske samfund i dag, høre mere om den aktuelle forskning inden for området og tage et kig ind i fremtiden.
Risø 60 år

I 2018 er det 60 år siden at Risø blev indviet nord for Roskilde. Oprettelsen af Risø som atomenergikommis-sionens forsøgsanlæg var en stor, statslig satsning. Gennem årene har der været et interessant samspil mellem forskningen på Risø og de skiftende, politiske dagsordener. Holdningen til kernekraft har ændret sig meget siden 1958, og i dag er det forskning i vedvarende energi, der bedrives på Risø. I anledning af 60-års jubilæet for Risø giver to af de forskere, der har deres daglige gang på DTU Risø, et dobbeltforedrag på Roskilde Museum om deres arbejde set i lyset af institutionens historie.

Tid, Pris, Sted
5. december 19-21
75 kr. Billetter kan købes på billetto.dk eller i Roskilde Museums butik
Roskilde Museum

Til top
post-3744

Nisseværksted og nissehistorie

BEGIVENHED

I hele december måned kan du komme i julehumør på Roskilde Museum, når museet åbner op for nissehistorier og juleværksted.

Nissehistorier
Hvad er en jul uden nisser? Bliv klogere på historiens nisser, når Roskilde Museum inviterer hele familien til julehygge. Hør om vikingetidens vætter, om den hidsige nisse og den hjælpsomme gårdbo. Hjælp kirkenissen med at klare nogle af dens mange opgaver, og se, om du kan løse den bogstavballade, som sætternissen har lavet.

Nisseværksted
De tre første tre adventssøndage i december kan du også besøge museets hyggelige julestue og lav din helt egen julenisse til at tage med hjem.

Tid, pris, sted
Nissehistorier: 1. december – d. 1. januar. Alle dage kl. 10-16 i museets åbningstid
Nisseværksted: 2., 9. og 16. december kl. 10-14
50 kr. Gratis for børn.
Roskilde Museum, Sankt Ols Stræde 3

post-3953

Find vægternissen Severin

BEGIVENHED

I Sankt Laurentius fra 24. november. Hvor mon vægternissen Severin gemmer sig i år? Traditionen tro kan du være heldig at få et glimt at Roskildes helt egen vægternisse i julemåneden. Han vil så nødig gå glip af at se lysene blive tændt i det store juletræ på Stændertorvet, så allerede den 24. november kan du kigge indenfor i Sankt Laurentius og se, om du kan finde vægternissen Severin og hans nissebo.

Vægternissen Severin har arbejdet i Sankt Laurentius i mere end 500 år, faktisk lige siden tårnet blev bygget. Mens Roskilde sover, sørger Severin for god ro og orden. Ser han en brand, ringer han straks med den store klokke. Før i tiden skulle Severin også synge klokken højt hver time hele natten, men i dag vil folk i Roskilde have deres nattesøvn, så nu nøjes han med at ringe med det lille timeur. Severin er stolt af sin lange, varme vægterfrakke med bæltet og de blanke knapper. Hans træsko er sorte og altid nypudsede, og han har en lygte og en morgenstjerne med, hvorhen han går.

Om dagen sidder Severn i tårnet og blunder i sin bløde lænestol, så han er frisk og udhvilet til nattens arbejde.  Som alle andre nisser ser man kun sjældent Severin. Når der kommer mennesker i tårnet, gemmer han sig. Se om du kan finde Severins nisse-bo og hvis du kigger godt efter, kan du måske også finde Severin?

Tid, pris, sted
24. november, 1., 2., 8., 9., 15., 16., 22. og 23. december. Alle dage kl. 11-15
25 kr, gratis for børn
Sankt Laurentius, Stændertorvet, Roskilde

Åbent i dag
d.10-12-2018
11.00-16.00