Kender du Madam Romse? Hun er en vældig sød dame. Hun er vild med rullepølsemadder og skumfiduser – og så elsker hun at lege med legetøj og fortælle historier om det. Hun elsker det så meget, at hun laver sit eget legetøj – så kan hun nemlig lave lige det legetøj, hun har lyst til at lege med. I hendes magiske legetøjsværksted på Roskilde Museum bugner det med dimsedutter og himstregimser, man kan lave sjovt legetøj af, og hun vil elske, hvis du kommer forbi og hjælper hende. Hun byder gerne på en rullepølsemad med skumfiduser og en fortælling om legetøjets historie.

Pak fantasien i rygsækken og kig forbi Madam Romses magiske legetøjsværksted sidste lørdag i hver måned. Det er forskelligt fra måned til måned, hvilke stykker legetøj du kan lave i Madam Romses værksted. Du må altid gerne selv finde på noget, men i januar står værkstedet klar til, at du kan lave legetøjsbiler.

Tid, pris og sted
27. januar, kl. 11-14
25 kr. for materialer pr. deltagende barn
Roskilde Museum, Skt. Ols Stræde 3, 4000 Roskilde

Til top
post-1306

Ridderskolen

BEGIVENHED

Er I klar? Det er på tide, at børnene i Roskilde får testet deres ridderlighed! Roskilde Museum inviterer i vinterferien til ægte ridderskole for børn og ridderlige sjæle. Engang var Roskilde en by med vaskeægte middelalderriddere. På Roskilde Museum står vi klar til at træne jer og sætte jer på prøve i forskellige discipliner såsom tapperhed, styrke og evnen til at være god mod andre.

Undervejs vil I lære, hvad det vil sige at være en rigtig ridder. Kom og vær med, når vi øver fægtning, skyder efter kålhoveder og tester jeres medmenneskelighed. Vinterferien på Roskilde Museum er for modige, ærlige og gode piger og drenge, der tør kæmpe for det, som de tror på, og være gode mod andre. Bestå alle prøvelserne, sværge en ed og bliv slået til ridder!

Vi glæder os til at se jer til nogle heltemodige dage!

Tid, pris og sted
12.-16. februar samt 19.-23. februar. Alle dage kl. 11-14
Alm. entré: 45 kr. Børn og unge under 18 år gratis
Roskilde Museum, Skt. Ols Stræde 3, 4000 Roskilde

post-37

Mobil historie

BEGIVENHED

DET FOR BØRN – “Museumsmysteriet” og “Astralrejsen” på mobilen
Roskilde Museum har til museets nye udstilling skabt i samarbejde med Useeum to helt nye mobile skattejagter for børn – “MuseumsMysteriet” og “Astralrejsen”.

I “MuseumsMysteriet” går det over stok og sten gennem Roskildes middelalderbys stræder og gader på jagt efter mestertyven Heidenreich, der er på fri fod og ude på rov. Kan du løse Heidenreichs drilske gåder og hjælpe museet med at stoppe hans listige luskerier?

“Astralrejsen” præsenteres spilleren for en række spændende og realistiske historiske fortællinger, som alle ender i et dilemma. Spillet foregår inden for murene på Roskilde Museum og undervejs, skal spilleren træffe vigtige og ofte barske beslutninger, baseret på fortidens samfundsformer og magtstrukturer. Spillet blander alvor og humor i kraft af spillets “vært”, professor Dronte. Hun er en levende anakronisme uden den fjerneste indsigt i nutidens unge, og det er hende, der sender spillerne på tidsrejser for at teste, hvilket stof de er gjort af.

“MuseumsMysteriet” og “Astralrejsen” spilles via appen Useeum, der hentes helt og aldeles gratis i App Store eller Google Play. Man skal dog selv medbringe en iPhone eller Android smartphone.

God fornøjelse og god jagt!

post-1234

Roskildelektioner

BEGIVENHED

Savner du også nogle gange skolebænken og de konstante input af ny viden? Så kom og vær med, når Roskilde Museum hver måned giver dig muligheden for at blive klogere på historien omkring dig!

Vi inviterer til en lektion med fokus på byens fascinerende og rige historie. Med fingeren på pulsen præsenterer spændende oplægsholdere nye opdagelser, anderledes vinkler og genfortolkede forståelser af historien – med efterfølgende spørgerunde. Museet sørger selvfølgelig for en sanselig oplevelse undervejs!

Vi byder i februar Jakob Zeuner velkommen indenfor. Jakob er forfatter til den nyligt udgivne og anmelderroste bog ”Sankt Agnes – fra nonnekloster til nutid”, og han vil fortælle om de spændende historier, som er knyttet til klostertiden i Roskilde og livet i et nonnekloster. Nonnerne var forgængerne for nutidens selvstændige kvinder, idet de levede i selvstyrende grupper i en decideret mandeverden. Der afsluttes med den første samlede, illustrerede gennemgang af de arkæologiske arbejder, som Nationalmuseet og Roskilde Museum har foretaget i området siden 1920 – herunder også et par ”glemte” opdagelser. Jakob Zeuner byder på en interessant tolkning af disse fund fra klostertiden i Roskilde.

Jakob bor selv på Sankt Agnes, og han siger: ”Dette er beretningen om et kvarter med en lang og spændende historie: Fra Sankt Agnes Klosters indvielse i 1264 til områdets status som nutidigt, moderne bysamfund. Klostrene i Roskilde ejede gårde og jorder spredt ud over hele Sjælland. De gamle klosterjorder er gennem mange omskiftelser nu blevet til villakvartererne i byen, ligesom de har lagt jord til udviklingen af landsbyerne rundt om Roskilde.”

Jakob Zeuner er B.Sc.(E), forfatter, dokumentarist, lokalhistoriker, slægtshistoriker og foredragsholder.

Tid, pris og sted
7. februar, kl. 19-21
75 kr. Entré til museets udstillinger er inkl. i billetprisen. Billetter købes i museumsbutikken eller på billetto.dk.
Begrænset antal billetter
Roskilde Museum, Skt. Ols Stræde 3, 4000 Roskilde

post-373

Museumsbutik

BEGIVENHED

I museumbutikken på Roskilde Museum finder du et varieret udvalg af varer lige fra historiske smykker, bøger, legetøj, drikke og meget mere. Mange af varerne kommer med en lille historie tilknytte. I butikken kan også købes billet til museets udstillinger samt til museets forskellige arrangementer. Det er gratis entré til museets butik.

Museumsbutik
Sankt Ols Stræde 3
4000 Roskilde
T 4631 6529
roskildemuseum@romu.dk

Åbent i dag
d.17-1-2018
11.00-21.00