Savner du også nogle gange skolebænken og de konstante input af ny viden? Så kom og vær med, når Roskilde Museum hver måned giver dig muligheden for at blive klogere på historien omkring dig!

Vi inviterer til en lektion med fokus på byens fascinerende og rige historie. Med fingeren på pulsen præsenterer spændende oplægsholdere nye opdagelser, anderledes vinkler og genfortolkede forståelser af historien – med efterfølgende spørgerunde. Museet sørger selvfølgelig for en sanselig oplevelse undervejs!

Vi byder i februar Jakob Zeuner velkommen indenfor. Jakob er forfatter til den nyligt udgivne og anmelderroste bog ”Sankt Agnes – fra nonnekloster til nutid”. Denne aften fortæller Jacob de spændende historier, som er knyttet til klostertiden i Roskilde. Forholdene i de to dominikanerklostre, Sortebrødre Kloster og Sankt Agnes Kloster vil blive belyst med specielt fokus på livet i et nonnekloster. Nonnerne var forgængerne for nutidens selvstændige kvinder, idet de levede i selvstyrende grupper i en decideret mandeverden. Der afsluttes med den første samlede, illustrerede gennemgang af de arkæologiske arbejder, som Nationalmuseet og Roskilde Museum har foretaget i området siden 1920 – herunder også et par ”glemte” opdagelser. Jakob Zeuner byder på en interessant tolkning af disse fund fra klostertiden i Roskilde.

Jakob bor selv på Sankt Agnes, og han siger: ”Dette er beretningen om et kvarter med en lang og spændende historie: Fra Sankt Agnes Klosters indvielse i 1264 til områdets status som nutidigt, moderne bysamfund. Klostrene i Roskilde ejede gårde og jorder spredt ud over hele Sjælland. De gamle klosterjorder er gennem mange omskiftelser nu blevet til villakvartererne i byen, ligesom de har lagt jord til udviklingen af landsbyerne rundt om Roskilde.”

Jakob Zeuner er B.Sc.(E), forfatter, dokumentarist, lokalhistoriker, slægtshistoriker og foredragsholder.

Tid, pris og sted
7. februar, kl. 19-21
75 kr. Entré til museets udstillinger er inkl. i billetprisen. Billetter købes i museumsbutikken eller på billetto.dk.
Begrænset antal billetter
Roskilde Museum, Skt. Ols Stræde 3, 4000 Roskilde

Til top
post-1306

Børn på Museet …

BEGIVENHED

Fra bålet til Bloksbjerg. Lørdag den 23. juni kl. 10-14 varmer Roskilde Museum op til Sankt Hans Aften med masser af hekseri på programmet. Kom og vær med på dagen, der leder op til aftenen, når museet inviterer indenfor til en hyggelig dag med hekse og deres historie i centrum. Vi laver heksekunster og hyler de højeste heksehyl! Vi drikker heksebryg af den store heksekedel og laver hekse-ringridning. Den gamle overtro fortæller, at heksene mødtes og holdt fest på de tidspunkter af året, hvor magien var særlig stærk. Det kunne være til jul, påske, på Valborgsaften eller til Sankt Hans. Før i tiden mente man, at når hekse, elvere og andre overnaturlige væsener holdt fest og dansede rundt, så efterlod det en heksering – en cirkel i græsset eller i skovbunden, hvor alt levende var dødt. Nu ved vi, at det skyldes en bestemt svamp, som vokser på den måde. Det skal nu ikke afholde os fra at holde heksefest – men hvordan var det mon lige, at hekse festede? Vi forestiller os, at de kunne have haft det sjovt med en gang ringridning, det var nemlig en meget populær form for leg engang. Men hekse ville naturligvis ikke have redet ringridning til hest – næ nej, de ville da have gjort det på deres kosteskafter! Derfor laver vi ringridning på heksekost med tryllestave. Større børn (o. 12 år) kan benytte chancen til at prøve vores dilemma-spil Astralrejsen via app’en Useeum – her skal man bl.a. igennem et svært dilemma som anklaget heks i 1500-tallets Roskilde.
Aktiviteterne er for hele familien og der er gratis adgang for børn.
Tid, pris og sted
23. juni, 10-14
Voksne: 50 kr. Børn og unge under 18 år: Gratis.
Roskilde Museum, Skt. Ols Stræde 3, 4000 Roskilde

post-37

Løvejagten

BEGIVENHED

Sommerferie for børn og forældre på Roskilde Museum. Har du rolige hænder? God dømmekraft? Hurtige reaktioner – og præcision? Så skulle du tage på løvejagt på Roskilde Museum i din sommerferie! ”Løvejagten” er navnet på en af de allerførste film, der blev lavet i Danmark. Den er lavet for mere end 100 år siden – i 1907. Den handler om to mænd, der er på løvejagt i Afrikas jungle. De ser en masse vilde dyr – og ved at følge løvernes spor finder de dem til sidst. Det sjove ved den historie er, at den slet ikke er optaget i Afrika. Den er optaget på en lillebitte ø ude i Roskilde Fjord!

Denne sommer kan du komme på løvejagt på Roskilde Museum. Vi tager dig og din familie med på en spændende safari gennem filmen og dens historie. Det er en tur, der kræver præcision, hurtige reaktioner, god dømmekraft og rolige hænder – præcis som det gjorde for dem, der tog på løvejagt for 100 år siden. Og hvem ved – måske møder du ægte løver undervejs? Vi sørger for, at du har den helt rigtige safari-udrustning med dig på turen. Undervejs vil der være masser af sjove, lærerige og kreative oplevelser for hele familien.

Tid, pris, sted:
3., 4. og 5. samt d. 10., 11. og 12. juli. Alle dage kl. kl. 10-14
Roskilde Museum, Skt. Ols Stræde 3, 4000 Roskilde
Aldersgrupper 7-12-årige.
Gratis for børn. 50 kr. for voksne (entré til museet)

post-1234

Tyveri på museet!

BEGIVENHED

Hjælp kriminalinspektør Rollo og find tyven! Fra lørdag d. 14. april og sommeren over, kan du i museets åbningstid prøve kræfter med vores helt nye selvkørende familieaktivitet “Tyveri på Museet”.

Kriminalkommissær Severin Rollo Holm er rykket ud på Roskilde Museum, fordi der er blevet stjålet et meget værdifuldt maleri fra museet. Der var 10 mistænkte på museet, da maleriet forsvandt. De siger alle, at de er uskyldige, men en af dem må være tyven. Du kan måske hjælpe mig med at regne ud, hvem det er? Tyven har nemlig efterladt spor rundt omkring i udstillingen. I en detektivkuffert, som du kan låne med rundt, finder du alt, hvad du skal bruge til at hjælpe dig med opklaringen. Efterhånden, som du opklarer beviserne, kan du strege de uskyldige fra listen over mistænkte og finde ud af, hvem tyven er!

GOD JAGT!

Tid, pris og sted
Fra 14. april kl. 10.00 og sommeren over i museets åbningstid.
Alm. entré. Voksne: 50 kr. Børn og unge under 18 år: Gratis.
Roskilde Museum, Skt. Ols Stræde 3, 4000 Roskilde

post-373

Museumsbutik

BEGIVENHED

I museumbutikken på Roskilde Museum finder du et varieret udvalg af varer lige fra historiske smykker, bøger, legetøj, drikke og meget mere. Mange af varerne kommer med en lille historie tilknytte. I butikken kan også købes billet til museets udstillinger samt til museets forskellige arrangementer. Det er gratis entré til museets butik.

Museumsbutik
Sankt Ols Stræde 3
4000 Roskilde
T 4631 6529
roskildemuseum@romu.dk

Åbent i dag
d.17-6-2018
11.00-16.00