Her er du: - NYHEDER
Roskilde Museum sender nøjagtigt kopi af Odin i handlen
Fundet af den unikke Odin-figur under udgravninger i Gl. Lejre i 2009 affødte straks, både på museet og rundt omkring i det ganske land, interesse for afstøbninger af figuren.
Lige siden Odin-figuren blev præsenteret første gang, har Roskilde Museum derfor arbejdet på at få produceret en nøjagtig kopi. Men processen har vist sig meget vanskelig pga. figurens detaljerede og komplicerede form. Museets konservator, Ole Ring har måttet ændre materiale og afstøbningsteknik flere gange for at opnå den ønskede detaljeringsgrad.
”Museet har ikke ønsket, at der skulle laves nogen lette kompromisløsninger i arbejdet”, beretter museumsinspektør Martin Borring Olesen. ”Den lille Odinfigur er blandt de mest enestående arkæologiske fund i de senere år, og et pragtfund af den kaliber kan vi kun yde retfærdighed ved at fremstille en helt nøjagtig kopifigur, hvor alle detaljer træder frem og kan studeres”, fortsætter han.
Ole Rings møjsommelige arbejde har nu båret frugt. ”Det har været en af de mest spændende opgaver i min karriere”, fortæller han. ”At sidde med et originalt, helt uerstatteligt fund som dette og vide, at arbejdet jo på ingen måde måtte kunne påvirke det, har naturligvis været nervepirrende, og figurens komplicerede form har været en udfordring, men resultatet er kommet i hus, og det er blevet helt fantastisk. Den færdige figur bliver faktisk som at stå med den originale Odinfigur i hånden”, fortsætter Ole Ring.
Det er guldsmedefirmaet Turm Guld & Sølv fra Kirke Såby, som har fået betroet den vigtige opgave at producere afstøbningerne. Firmaet har specialiseret sig i at lave smykkekopier af arkæologiske fund til landets museer.
Odinfiguren kan nu købes på følgende af Roskilde Museums afdelinger: Hovedudstillingen Sankt Ols Gade i Roskilde og Lejre Museum i Gl. Lejre. Figuren kan også fremsendes ved henvendelse til museets administration.
Pris kr. 600,-
For yderligere information kontakt museet på tlf. 46 31 65 00.
Fakta:
Det er første gang at kongeguden Odin er fundet siddende på sin tronstol med sine to trofaste ravne Hugin og Munin. Fremstillingen er en uvurderlig kilde til forståelsen af vikingernes gudetro og den understreger den ophøjede status, som Odin har i de nedskrevne kilder til den nordiske mytologi. At fundet er gjort netop i Lejre er samtidig med til at understrege stedets betydning som center for en form for tidlig kongemagt på det centrale Sjælland. Odin var nemlig ikke blot gudernes konge, men også kongernes gud, og som sådan var dyrkelsen af ham også særligt knyttet til det øverste aristokrati i samfundet.
Tilbage







